Thursday, June 01, 2006

Empire

Det lykkedes! Empire er færdig, efter hvad der føles som en milliard flytninger af enkeltmasker :) Den var ved at drive mig til vanvid... men jeg blev færdig med den alligevel, ingen ufo her. Pyha... det har vist også kun taget et år? Tænk hvor hurtigt jeg kunne være blevet færdig med den, hvis jeg havde strikket lige så intensivt på den hele tiden, som jeg har gjort lige her efter eksamen?
Helle, jeg holdt mit løfte: jeg syede den pænt sammen, i stedet for den grimme sammensyning der er i bogen *grin*
Der må vist også en fakta-boks til...
Opskrift: Empire, fra Rowan Classic Café
Garn: ca. 9 nøgler Regatta 100% blød bomuld fra Grønhøj Garn
Pinde: 3½ mm
Ændringer: Jeg droppede perlerne... kunne ikke overskue at skulle putte så mange perler på tråd, og foretrak også blusen lidt mere simpel.


Jeg er rigtig glad for mønsteret, det er pænt, og bestemt ikke kedeligt at strikke. Det var næsten muligt for mig at lære det udenad, men mine mange lange perioder hvor jeg strikkede noget andet gjorde, at jeg glemte det hele igen. Så det var ikke decideret TV-strikketøj. Garnet er det lækreste bomuldsgarn jeg har set! Det har slet ikke det der "hårdt bomuld" over sig, som hærger fingrene... Det er bare blødt og lækkert :)
Det knap så gode: Jeg valgte en opskrift fra Rowan, for ikke at skulle regne om på størrelsen, da deres opskrifter som regel går ned til xs. Så jeg har strikket blusen i str xs, og strikkefastheden blev overholdt til punkt og prikke (jeg har endda målt på selve trøjen, ikke bare på en strikkeprøve!), men alligevel blev den alt for stor. Billeder i opskrifter snyder virkelig, og de må ha' puttet modellen i en alt for lille trøje... jeg kan afsløre, at det ikke er en bluse med 3/4 ærmer, som den ser ud til, og den sidder bestemt ikke stramt heller... På mit billede foroven ser det ikke slemt ud, men det er også efter en kogevask og tørretumbling! Det har taget mig nogle dage at få blogget om den, for jeg var bestemt ikke tilfreds med resultatet. Nu kan jeg bedre li' den, og har den da også på i skrivende stund :) Men 100% tilfreds er jeg afgjort ikke. Men den er da krøbet fra at være en gigantisk 80'er trøje med pufærmer og abnormt lange ærmer, til at være en nogenlunde normal trøje. Så... hvad synes I om den? Kan jeg tillade mig at gå ud i offentligheden med den på? *hehe*

Denne lille sag håber jeg passer bedre. Den er ikke til mig selv, med er sendt afsted til en lille Lærke der er landet nær Randers ;) TILLYKKE med hende!

Ovenpå at have strikket den enorme Empire færdig, blev jeg nødt til at lykkes med noget... så jeg greb symaskinen, og fik lokaliseret lynlås-foden... sidste sommer ville jeg sy en nederdel, men fik "lynlåsangst" da jeg kom så vidt. Det var der vist ikke den store grund til, fandt jeg ud af nu: det var jo ikke så slemt :) Så nederdelen blev syet færdig på en aften, er nu vasket og mangler bare en tur med strygejernet. Genbrug er et herligt sted, jeg har købt en stor bomuldskjole for 15,- som også skal forvandles til en nederdel. Mønsteret til begge er fra Onion, model 3018. Nu spekulerer jeg i, om jeg skal finde et mønster til en nederdel i A-facon, eller en tulipanformet... jeg er ret vild med begge modeller.