Saturday, February 28, 2009

Semi-Latte med fyld + bukser til hamsterungen

Så stor er ham den bette skid blevet - knap 6 måneder, og så kan han næsten sidde selv! I hvert fald i nogle sekunder ;) Længe nok til at jeg kunne få et næsten ikke rystet modelbillede af den nye varme striktrøje. Modellen beholdt den på indtil det blev puttetid, og virkede glad og tilpas (og ikke mindst dejlig varm på en ikke-fugtig måde), så den er vist hot hot hot!

Han gror som ukrudt, og bukserne nærmer sig med faretruende hast stadiet der vist kan kaldes "knickers". Det ser da også enormt kækt og smart ud på den der lidt Noa Noa agtige gammeldags måde... men kolde ben er ikke et hit. Så moderen kastede sig i en stofdynge - eller nærmere hen over gæstesengen, så hun kunne nå en stofdynge - og greb noget lækkert blødt fløjl og nogle seje elefanter. Et mønster fra Sy Blødt Børnetøj, strøm til symaskinen og så var der bukser til ham den lækre!
Jeg tror godt de kan bruges af en dreng (han er jo tæske mandig), de er i meget mørk blå/lilla fløjl og mørk lilla elefanter... fløjlet er så mørkt at jeg ikke helt kan finde ud af hvilken farve det rent faktisk er?!? Pyt, bukserne er skønne og jeg er sikker på at de vil blive brugt... når han er vokset i dem. For str 68 er ikke det samme når man selv syr, og når man køber. Så han skal vist tage lidt på før de passer helt... Men så kan man jo sy et par i en mindre størrelse af det resterende stof!
Der er bindebånd i taljen, så kan de bruges længere end hvis jeg syr en elastik i. Det bliver spændende at se, hvordan pasformen er i forhold til Meedoms buksemønstre, som poser lidt vel rigeligt på maven.
Et andet par bukser efter japansk mønster er også blevet færdige, der manglede kun et bindebånd i taljen. De har fået lov at ligge længe, for de er også i størrelse "for stor" endnu. Men når han bliver lidt større tror jeg de bliver gode. De er ret posede i modellen og må være dejlige at kravle rundt i. Desværre ingen billeder af dem, det må komme når han kan bruge dem.

Semi-latte

En Semi-Latte til Valde... Jeg havde 2 nøgler Lima 100% uld, og prøver at få brugt det garn jeg har uden at købe nyt. Så den blev top-down og med ensfarvede ærmer - så rakte garnet lige præcis. Jeg håber den passer den unge herre, og at han kan li' at have den på!

Tuesday, February 17, 2009

Nyt legetøj

Jeg beklager på forhånd... en billedløs post. Men søvnen rammer snart tungt i hovedet, så at lege med kamera og billeder lige nu, er vist ikke et hit. Jeg må bare fortælle, at jeg i går var en tur i Lemvig for at hente mit nye legetøj hos Marianne! En lækker Victoria sokkestrikkemaskine! En drøm som jeg var ret sikker på lå mange år ude i fremtiden, for sådan én er jo hundedyr! Men jeg var heldig, Marianne kan ikke strikke på den og solgte den videre :) Så min drøm gik i opfyldelse lang tid før jeg havde turdet håbe. Nu skal jeg "bare" ha' købt de par nåle den mangler og så lige lære at strikke på den ;) Men det kribler i fingrene for at komme igang, så det skal nok lykkes! Kunne jeg starte min "karriere" som strikker med 2,5mm strømpepinde, så kan jeg også lære det her! (Jaja, jeg stoler på mine egne evner lang tid efter jeg måske burde have indset, at det nok var smartest at opgive et projekt *grin* )

Men i mellemtiden skal man holde sig beskæftiget, så på rundpinden sidder en ny striktrøje til Valde, for han er ved at vokse ud af den blå-hvide Latte Baby Sweater. Denne gang bliver den til en top-down version, fordi jeg ikke er sikker på hvor langt garnet rækker... garnet er Lima i 2 grønne nuancer, en mørk og en lys. Det skal nok blive en lækker lille sag - jeg håber bare at jeg har ramt rigtigt med størrelsen... ellers bliver det en barselsgave, og så må jeg starte forfra med en ny og større til betteskid ;)

Symaskinen er desværre ikke med på ferie - men der ligger stof klar til små lækre chokoladebrune velourbukser til minihamsteren...