Saturday, February 28, 2009

Semi-Latte med fyld + bukser til hamsterungen

Så stor er ham den bette skid blevet - knap 6 måneder, og så kan han næsten sidde selv! I hvert fald i nogle sekunder ;) Længe nok til at jeg kunne få et næsten ikke rystet modelbillede af den nye varme striktrøje. Modellen beholdt den på indtil det blev puttetid, og virkede glad og tilpas (og ikke mindst dejlig varm på en ikke-fugtig måde), så den er vist hot hot hot!

Han gror som ukrudt, og bukserne nærmer sig med faretruende hast stadiet der vist kan kaldes "knickers". Det ser da også enormt kækt og smart ud på den der lidt Noa Noa agtige gammeldags måde... men kolde ben er ikke et hit. Så moderen kastede sig i en stofdynge - eller nærmere hen over gæstesengen, så hun kunne nå en stofdynge - og greb noget lækkert blødt fløjl og nogle seje elefanter. Et mønster fra Sy Blødt Børnetøj, strøm til symaskinen og så var der bukser til ham den lækre!
Jeg tror godt de kan bruges af en dreng (han er jo tæske mandig), de er i meget mørk blå/lilla fløjl og mørk lilla elefanter... fløjlet er så mørkt at jeg ikke helt kan finde ud af hvilken farve det rent faktisk er?!? Pyt, bukserne er skønne og jeg er sikker på at de vil blive brugt... når han er vokset i dem. For str 68 er ikke det samme når man selv syr, og når man køber. Så han skal vist tage lidt på før de passer helt... Men så kan man jo sy et par i en mindre størrelse af det resterende stof!
Der er bindebånd i taljen, så kan de bruges længere end hvis jeg syr en elastik i. Det bliver spændende at se, hvordan pasformen er i forhold til Meedoms buksemønstre, som poser lidt vel rigeligt på maven.
Et andet par bukser efter japansk mønster er også blevet færdige, der manglede kun et bindebånd i taljen. De har fået lov at ligge længe, for de er også i størrelse "for stor" endnu. Men når han bliver lidt større tror jeg de bliver gode. De er ret posede i modellen og må være dejlige at kravle rundt i. Desværre ingen billeder af dem, det må komme når han kan bruge dem.

2 comments:

Anonymous said...

Ej hvor er de seje, selvfølgelig kan en dreng gå i dem. Drenge kan gå i alle farver undtagen plysserødt, men den skulle forbydes generelt :-D



Meedom^2 størrelser er til den store side

Elisabeth said...

tak tak ^^ og ja du har helt ret... den skrækkelige farve hvis navn jeg næsten ikke vil skrive, er den eneste drenge ikke kan gå i!