Tuesday, February 12, 2008

Bageblog?

Min mor har indoktrineret mig på det grusomste fra jeg var helt lille. Ja, det er skrækkeligt, men sandt! Hun lod mig nemlig hjælpe med at bage brød og boller, siddende på køkkenbordet med en klump dej som jeg kunne forme helt præcis som jeg ville! Det har gjort mig bageglad og brød-kræsen ud over alle grænser!
Jeg er sikker på, at det er grunden til at jeg den dag i dag får julelys i øjnene (lidt udenfor sæson, jeg ved det, men man kan jo ikke ramme plet hver gang, vel?) ved tanken om duftende hjemmebagt brød. Det har også gjort mig ret kræsen, for bagerens luft-mel-blandinger og fabriksbrød fra Netto vil jeg helst undgå hvis det overhovedet er muligt!
(Den med bageren er ikke så meget fordom som viden - jeg har taget grundkurset på levnedsmiddelskolen, hvor vi også havde bager-timer, så jeg har selv haft hænderne i de suspekte blandinger. Bagermesteren sagde endda selv, at kokkene var de bedste bagere, for de forstod at tingene tager den tid de skal ta' - og ikke noget med nemme hurtige løsninger!)

Nå, det var et lille sidespring.
Søndag aften kl. 20 på DR2 viste de første afsnit af en serie på 6: Camilla Plum - boller af stål. Jeg er helt vild med den dame! Om hun laver mad, går i haven eller bager - hun kan det skidt!
Hun fik inspireret mig til brødet på billedet oppe i toppen. Det er et brød jeg har bagt mange mange gange. Opskriften er fra det blad som nu hedder Mad & Venner, dengang hed det vist Appetit? Eller... noget i den retning. Selve bladet gik til i en oversvømmelse der hvor jeg boede dengang, men de flinke mennesker sendte mig opskriften på mail, for jeg kunne hverken huske den, eller overleve uden!
Brødet er ganske simpelt: en lillebitte smule gær, noget salt, en ordentlig sjat vand, en læs hvedemel - røre røre og så i køleskabet 12-20 timer - i en glohed ovn, og vupti: et saftigt sprødt og lækkert brød. Minimal forberedelse, masser af glæde.
Camilla Plum bagte brød af spelt, emmer og kæmpedurum. Dej som hævede læææænge. Mon ikke man kunne skifte noget af hvedemelet ud med spelt? Resultatet dufter himmelsk. I må vente med en smagsvurdering, for det står stadig og damper af på risten. Men mon ikke smag og duft hænger bare lidt sammen?

3 comments:

Lise aka Pindsvinet said...

Jeg er ret sikker på at det brød smager fremragende... det lyder i hvert fald sådan. Og jeg er enig i, at Camilla Plum er en sej dame. Hun kan sit håndværk og går efter den gode smag. Det er fedt.

strikkeforsker said...

Camilla Plum er min heltinde!
Hun er en af de få, der har fattet, at god mad kræver ordentlige råvarer, tid og enkelhed.

Mums det ser godt ud!

Elisabeth said...

lige præcis!

der er ikke noget med hurtige fusk-løsninger, det er kvalitet, god tid og fornuft - hele vejen igennem. Jeg har hendes Grønt I + II og glæder mig som en gal til jeg får mig en køkkenhave engang om forhåbentlig ikke alt for lang tid... mums man bliver sulten :)