Showing posts with label Knitting. Show all posts
Showing posts with label Knitting. Show all posts

Sunday, August 18, 2013

Vest med den sødeste model i ;)


Vesten er helt færdig og passer fint til Johanne. Den er strikket i str 18mdr, og hun er nu 15mdr - og jeg tror den vil gå fint hen over efteråret/vinteren. Dejligt, når et projekt lykkes! :)

Tuesday, August 06, 2013

Færdig vest og mobil-bøvl


Vesten til Johanne er færdig. Det tog jo ingen tid at strikke den, selvom den var på pind 3 i tyndt strømpegarn - og jeg normalt er dårlig til at samle mig om et strikkeprojekt, hvilket gør de fleste projekter til evighedsprojekter ;)
Men nu er den færdig i god tid inden efteråret sætter ind. Herligt!

Opskrift: Vest med perlemønster fra All you knit is love
Størrelse: 18 mdr
Garn: Hjertegarn sock 4 (fik det fra min mor, som ikke kom videre med det sjal hun var ved at strikke i det - nu blev det så til en vest i stedet). Jeg har brugt lidt over et nøgle.
Pinde: 3mm rundpind 

Jeg havde egentlig skrevet indlægget på vej i bilen, da vi kørte hjem fra en lille ferie hos mine forældre, men blogger app'en er holdt op med at virke, så den gik i sort hver gang jeg forsøgte at poste indlægget. Så nu må jeg tage mig sammen til at poste fra pc'en i stedet - var ellers så glad for nem og hurtig mobil-post-mulighed. Håber snart de får fikset app'en!

Wednesday, July 24, 2013

Sunday, July 14, 2013

Vest til Johanne

Det er så svært at vælge. Altså sådan helt generelt! Kokoskage eller pæretærte til eftermiddagste... kjole eller bukser... men når man så sidder med bogen All you knit is love, så er det da stort set umuligt! Jeg fik indsnævret feltet til nogle få stykker... som jeg ikke ville strikke - og så var jeg jo lige vidt ;-)
Så nu er jeg startet fra en ende af, og strikker en vest til Johanne. Garnet er vist hjerte strømpegarn, det er noget jeg har fået fra min mor. Planen var at strikke i noget lækkert uld, men hvis vesten skal bruges i hverdagene (i dagplejen), så er det ikke en holdbar løsning. Så nu bliver det strømpegarn, der kan ryge i vaskemaskinen! Og strikkefastheden passede nøjagtig, så er det jo så nemt.
Nu må vi så bare vente og se, om jeg bliver færdig mens hun stadig kan passe den... ;-)

Wednesday, July 10, 2013

Lily cardigan

Jo jo - der bliver også strikket :-) på pinden er der en Lily cardigan til mig selv, i Geilsk tyk uld (købt på tilbud til 10,- pr nøgle!).
Den strikes nedefra og op, og alle delene samles så inden bærestykket strikkes. Ryg + 2 forstykker og det første ærme er klar, nu prøver jeg at få strikket andet ærme så det ligner første. Kunne se, at det ville blive alt for bredt, så det blev ændret. Og nu krydser jeg så fingre for, at det ikke er blevet for smalt, gys!

Sunday, June 03, 2012

Lidt mere hjemmestrik af gammel dato


Endnu en striktrøje fra før vi fik børn... og endnu en gang fra bogen Strik til ønskebørn, den her hedder Babys tykke trøje mener jeg. Da Valde kom nåede han aldrig at bruge den, og jeg har egentlig længe tænkt, at den måtte ryge i bamse/dukke tøjet, for den kunne da umuligt passe en baby! Men så kom den lille Trunte-prinsesse, og hun kunne godt lige bruge en varm trøje forleden :) Den er lidt kort i livet, så hvis jeg strikker den igen, vil jeg nok tillade mig at forlænge den en hel del!

En hurtig søgning på bloggen afslørede, at trøjen er fra august 2004... sikke tiden flyver! Og at garnet er noget uld/alpaca blanding.

Tuesday, May 15, 2012

Lillepigen

Den 30. april meldte Lillepigen sin ankomst - meget hensynsfuldt undgik hun sin fætters fødselsdag, bedstefars jagtsæson (hun vil nok gerne ha' ham med til sin fødselsdag i fremtiden...) og vi kunne endda nå at aflevere storebror i børnehaven inden vi kørte til fødegangen :)
En fin lille pige på 2890g og 50cm, med mørkt hår og de kønneste øjne... godt man engang for flere år siden havde strikket en lille lyserød trøje, så hun kan blive puttet i en smule hjemmestrik! (opskrift fra Strik til ønskebørn, garnet er vist Blend 50% bomuld og 50% acryl? men føles slet ikke som noget med kunststof).


Her er hun 2 timer gammel...

Saturday, April 14, 2012

Lidt kreativ har jeg da været...

...jeg er bare utroligt langsom til at få taget billeder og sådan ;)


Frk Turkis har lavet bogstavmagneter af et mini-kortspil, en pose selvklæbende skum-bogstaver og magnet-tape... og da jeg har en nysgerrig dreng på samme alder som hendes den ældste, så måtte jeg da kopiere idéen til mindste detalje, så nu kan Valde lege med bogstaver på køleskabet alt det han vil!
Alt er købt i Tiger, så det var på ingen måde det dyreste projekt...


Den her cardigan til Valdemar har ligget klippet længe. Rigtig længe. Men der skulle en lynlås i, og så gik jeg helt i stå, inden jeg overhovedet fik begyndt at sy noget som helst på den. Der er syet et par bløde bukser der matcher for længe siden, men trøjen ville bare ikke rigtig. Nu fik jeg endelig taget mig sammen, da det gik op for mig, at små drenge, der spiser rugbrød, kartofler og kan proppe 6 frikadeller i maven til aftensmaden.... de vokser nok også en del! Så jeg måtte jo nå at sy den inden han blev for stor, trøjen for lille, og min tid bliver snuppet af en lille baby. Så nu er trøjen endelig færdig. Så må vi se om den passer, for han blev sur da han så den...


Nå, men baby skal jo heller ikke snydes, så jeg har strikket en djævlehue i Drops alpaca/silke efter den her opskrift. Jeg har strikket største størrelse, som skulle passe til en almindelig nyfødt - men skal vist strikke en lidt mindre, håber i hvert fald ikke, at jeg skal føde et barn med SÅ stort hoved! Men huen skal nok komme til at passe på et tidspunkt, og den er blød og lækker :)


Små sutsko til babyfødder kan man jo ikke lade være med at strikke! De er fra bogen Strik til ønskebørn, og da jeg var færdig med dem, kom jeg i tanke om, at dem jeg strikkede til Valdemar i sin tid, de blev stort set aldrig brugt, fordi de smuttede alt for let af fødderne på ham (nu var hans kælenavn også "fodnudisten" en overgang hehe). Så jeg må vist finde Bedste Ingers opskrift frem fra mappen, og strikke dem i stedet - de sidder nemlig super godt! Nederst i denne post er der et billede af et par jeg har strikket tidligere til en gave. De er rigtig søde!

Monday, February 06, 2012

Bamse til baby


Baby skal selvfølgelig ha' en hjemmestrikket bamse, ligesom storebror også fik ;) Så her er den... Red Barnet Bamsen, strikket i ren akryl fra Brugsen (ikke mit favorit-materiale, men tykt blødt garn i den rigtige bamse-farve... og så kan den maskinvaskes). Selerne er hæklet fast på skuldrene, så de sidder ordentligt... 


Monday, April 25, 2011

Aagaard sjalet

I 2005 var vi på ferie på Mors, og var bl.a. omkring Aagaard tekstil og håndværk. Jeg så et skønt sjal der, og uvist af hvilken årsag, så fik jeg ikke købt kittet med garn og opskrift. Men sjalet blev ved med at lure i baghovedet på mig, og da vi var til Uldfestival i Saltum i... 2009? måske? kan jo slet ikke huske det længere! Så fandt jeg Aagaard tekstil og håndværk, og de havde masser af pakker med garn og opskrift til Aagaard sjalet! Denne gang dummede jeg mig ikke, men skyndte mig at købe det ;)
Ravelry siger, at jeg begyndte på sjalet i januar 2010, og jeg har vist ikke fået blogget noget om det andet end en gang sidste sommer, hvor jeg var godt halvvejs, så jeg må nok bare stole på at jeg har husket rigtigt da jeg noterede det på ravelry. Den 20. april 2011 blev jeg så helt færdig med det (elsker når pindene bliver kortere og kortere for hver gang, så er det til at tage sig sammen til at blive færdig) - og nu har jeg også husket at blogge om det! Sikke det går ;)

Nå... I vil også gerne se sjalet?? ;) Her kommer det...




PS. jeg har da selvfølgelig også garn til et mere... i en lækker mosgrøn farve... men det bliver ikke lige nu, at jeg går igang med det ;)

Thursday, March 24, 2011

Sokker og magneter

Det lyder nok umiddelbart lidt sært, men efter en del år, har jeg taget mig sammen, og fået strikket et par særdeles solide raggsokker færdige. De er til mig selv, strikket i Hifa raggegarn, købt i Garnlageret i århus for en hel del år siden. Garnet er tykt, hårdt og føles som om det aldrig nogensinde kan slides op! Jeg har høje forventninger til mit nye "gummistøvle-foer" haha!
Størrelsen er ca 34-35, de er strikket på 4mm pinde, og huden er næsten slidt af mine fingre ;)
der er vist brugt under 100 gram garn, de er ikke så høje i skaftet (jeg kan ikke forestille mig at de er behagelige at få længere op på benet end højst nødvendigt!)

Nå, magneterne er ikke 100% mit eget værk, Valdemar har været den store kunstner og jeg har bare som ydmyg slave ordnet de senere kedelige detaljer...
Jeg købte en pakke krympeplast i Panduro, stak Valdemar et ark og 2 bivoksfarvekridt. Han tegnede vældigt og snakkede om "ører på" - ikke at jeg forstod hvad han tegnede mere end ører. Vi skrev hans navn, klippede arket i 6 firkanter (og Valdemar var væk for længst!). Da han sov puttede jeg dem i ovnen og vupti så lavede de en særegen dans der på bagepapiret, indtil de lagde sig til at sove lige så stille i varmen. Ud igen og en tung kogebog på toppen. Magneter og en klat lim - så er der fødselsdagsgave fra Valdemar til onkel ;)
Hurtigt, nemt og rigtig sjovt!

Monday, March 14, 2011

Cuba-hue i forårsfarver


Samme størrelse som sidst - denne gang i lysegrøn og hvid bomuld. Den brune har gemt sig grundigt, håber jeg når at finde den, inden de skal sendes!

Monday, February 07, 2011

En lillebitte hue...

Størrelse nr 3, huen der er strikket "opad" fra linket i går... strikket i ren bomuld på pind 3mm. Tog vel et par timer :) Gad vide hvilken far næste skal ha'? Og skal den ha' striber?

Sunday, February 06, 2011

1000 huer til Cuba

Klik på linket, grib strikkepindene og strik små huer til præmature børn i Cuba!



Jeg er allerede i gang med første lille bomuldshue ;)  

Sunday, January 16, 2011

Lidt nyt :)

Lidt sker der da på hobby-fronten, selvom det går langsomt... Valdemar har fået en dukke i julegave af mormor og morfar, og den skal ha' mere tøj. Dét vil jeg gerne sørge for! (især nu hvor min symaskine kan køre igen *grin*). Og Valdemar skal ha' lune fingre når han sover middagslur - det kan jeg også ordne (hvis ellers han vil beholde vanterne på...

Billederne er taget med mobilen, for digitalkameraets kabel holder forlænget juleferie hos mormor og morfar ;)

1. Luffer til middagsluren - til Valdemar, strikket i to tråde tynd uld fra restlageret, pind 4,5mm. Foer af lækkert blødt jersey :)
Bindebåndet går kun igennem den strikkede vante, ikke foret, så der er ikke noget der generer de små bløde arme.
2. Små støvler til Valdemars dukke, han fik i julegave af mormor og morfar ;) Støvlerne ser lidt spøjse ud, men sidder ret godt fast på dukkefoden, selv uden snørebånd i... de lyse "ringe" er huller til snørebåndene :)

3. Her er dukken så - han har ikke fået noget navn endnu, men det finder Valdemar nok ud af en dag. Med det vejr vi har for tiden, er det vist ikke helt dumt at ha' en god regnfrakke, så det har dukken da også! Knapperne kommer engang jeg kan overskue det... mig og så trykknapper... 

4. Og til sidst et par Elsebeth Gynther sutsko til Valdemar, som han på ingen måde gider bruge. Jeg synes nu de er rigtig lækre, så hvis bare de liiige var en 10 størrelser større, så havde jeg snuppet dem!

Thursday, December 09, 2010

Alt for sjældent!

At jeg får postet herinde altså :) Jeg får heller ikke lavet så meget - så jeg overvejer næsten at lave det om til en krea-familie-blog i stedet....? Skulle jeg mon det?

Nå, men I skal da lige se Valdes Kjekkasgenser - nu med indhold! Han er ret lækker i den, hvis jeg selv skal sige det ;) Han er ret vild med juice, som I nok kan se... Trøjen er lidt lang på ærmerne, men jeg tror også den endte med at være nærmere str 3 år end 2 år. Så kan det jo være, at den passer til næste år også, ligesom den stribede fra sidste år gør: i hvert fald godt nok til at bruge som varm trøje når han skal sove middagslur i voksiposen...

Han er blevet klippet, så nu ser han pludselig meget større ud, så kan I lige få et billede af min store store dreng der knævrer lige så meget som resten af familien, vi forstår bare ikke alt endnu. Men det er jo tydeligvis os voksne der er for langsomme, det er ikke fordi han snakker uforståeligt?!

Hmm mystisk, har jeg virkelig slet ikke blogget den brun/hvide striktrøje da jeg havde strikket den i første omgang? ahh der var bare ikke nogen tags på posten! Her er trøjen på Valde sidste år.
Han har regnet konceptet "i morgen" ud... vi har vist et par gange (eller ti) sagt "nej, vi skal ikke spille Mario nu, det kan vi gøre igen i morgen - nu er det puttetid." Så når vi siger et eller andet som Valde ikke gider nu, siger han "nej - morn!". Nå, ok, så du vil først ha' en ren ble i morgen?! Ja, det synes han lyder helt fint hehe...
Han er god til at lave juledekorationer, har lavet en både i legestuen og to herhjemme! Og så tegner han en masse. Han har de helt store armbevægelser på "lærredet" (den store rulle papir på tavlen på værelset), og dekorerer gerne mors kalender og alle huskesedler ;) Nå ja, og så lavede han "jartar" (=hjerter) da vi bagte brunkager! Og spiste en god del af dejen...

Friday, November 05, 2010

Vest i ren alpakka

Valdemar er en varm lille dreng, men derfor kan man jo godt få brug for lidt ekstra varme, når vinden blæser koldt, og efteråret rigtig tager fat! Veste går bedre til ham end tykke trøjer, så jeg har strikket en enkel raglan vest, strikket oppefra og ned, i det blødeste lækreste alpakka garn. Tror vist det var på pind 4mm... Lige nu ligger han i voksiposen i barnevognen og sover middagslur med sin nye vest på :)

Sunday, October 31, 2010

De grimmeste sokker... ever!

I hvert fald fra mine strikkepinde! ;)
Jeg skulle strikke nogle nye varme sokker til Valdemar, og fandt resterne frem, for at få brugt noget af alt det jeg har samlet gennem de seneste år... det resulterede i disse sokker:
Sokkerne er strikket samtidigt, så jeg har kunnet dele garnet nøjagtig ens, og der er brugt 3 forskellige rester. Størrelsen er vel omkring 25-26 vil jeg tro... de er nok lidt for store endnu, men han har lige taget et ordentligt hop i højden og halvdelen af den normale strømpebeholdning er pakket væk, for de var "pludselig krøbet?!"
Han bruger mest sokker til indendørs brug og når han sover i barnevognen, så der er vist ikke den store krise i at de er for lange ;)

Jeg har også fået syet en nederdel om, men ingen billeder af den endnu...

Thursday, September 16, 2010

Kjekkasgenser til vinters


Valdemar har fået en ny striktrøje (det er vist ved at blive en tradition, at jeg strikker en varm trøje til ham - ikke helt dårligt!). Opskriften er fra norske Pickles, og hedder Kjekkasgenser til vinters. Den er gratis i str. 2 år, og det er jo heldigt, for det er jo lige Valdemars størrelse ;)
Garnet er fra Netto og 100% uld, og jeg har brugt pind 4,5mm. Den er lækker blød, og så håber jeg at den ikke ser helt så "skæv" ud når den er vasket og kommer i brug, som den gør på det billede. Men nu har gulvet jo heller ikke lige formerne til at være trøje-model...!!

Monday, August 02, 2010

På vej...


For... lang tid siden købte jeg et sjal-kit til uldfestival i Saltum. Et kit jeg havde set lang tid inden, da jeg var oppe ved Aagaard og ikke helt kunne bestemme mig for hvad jeg skulle købe ;) Så det er vist ved at være på tide, at der sker noget i den sammenhæng! Jeg startede med at slå 431 masker op, og tænkte, at hvis det lykkedes, så kunne jeg nok også strikke sjalet. Og krydsede fingre for, at det ikke var for svært at lære mønsterrapporterne udenad. Jeg endte på det rigtige antal masker (øj hvor jeg hader at tælle masker!!), og indtil videre har mønsteret været helt utroligt nemt at lære udenad! Jeg er ved den sidste større mønsterdel, og glæder mig som en gal til at blive færdigt med sjalet. Det bliver rigtig flot, ser det ud til, og jeg er spændt på at se det i færdig udgave. Der er ikke billede med opskriften, og det eneste billede jeg har fundet af det på nettet, var på en sjal-KAL blog, som nu er væk.
Men I kan da se hvordan det ser ud indtil videre - det er svært at tage et ordentligt billede pga pindene, og fordi det jo ikke er spændt op endnu, men lidt kan man da se :)