Så længe siden er det, at vi befandt os i Viborg, og uden rigtig at kunne forstå det betragtede den lille dreng som pludselig var vores. Nu er han stor (59cm lang og 4850g!) og kigger nysgerrigt på alt omkring sig, og snakker lystigt med lamperne og den fine hvide kasse med rødt kors på (førstehjælpskassen som er meeeget spændende!) og siger ting som waahhh guuhh så vores hjerter smelter, for det er som regel efterfulgt af det skønneste smil.
Han kan løfte hovedet højt, men det resulterer også i uheld når han ikke helt kan styre det, og så skal man trøstes.
Behøver jeg skrive, at vi stadig er lige forelskede i ham, hvis ikke mere - og at vi stadig ikke helt kan fatte at han virkelig er vores bette dreng :)
