Friday, October 31, 2008

8 uger


Så længe siden er det, at vi befandt os i Viborg, og uden rigtig at kunne forstå det betragtede den lille dreng som pludselig var vores. Nu er han stor (59cm lang og 4850g!) og kigger nysgerrigt på alt omkring sig, og snakker lystigt med lamperne og den fine hvide kasse med rødt kors på (førstehjælpskassen som er meeeget spændende!) og siger ting som waahhh guuhh så vores hjerter smelter, for det er som regel efterfulgt af det skønneste smil.

Han kan løfte hovedet højt, men det resulterer også i uheld når han ikke helt kan styre det, og så skal man trøstes.
Behøver jeg skrive, at vi stadig er lige forelskede i ham, hvis ikke mere - og at vi stadig ikke helt kan fatte at han virkelig er vores bette dreng :)

5 comments:

Fríða said...

eeejjjj,hvor er han fiiiin!!! igen til lykke Elisabeth og mand.
kh.fra Island
Frida

Karen S said...

Hvor er han dog skøn! Og sikke fint han løfter hovedet ;)
Jeg kan sagtens følge det der med at være ganske forelsket og også lidt benorvet ;)
Kh Karen S

Bettina said...

Sidder med et stort smil og tænker tilbage på dengang, det hele i virkeligheden var så let. her, 6 og 4 år efter, er det stadig vidunderligt, også på de dumme dage - og der findes intet bedre end at gå ind på børneværelserne om aftenen og se på sine sovende børn.

Elisabeth said...

hihi ja netop Bettina... de sovende børn!
nej han er jo bare skøn hele tiden, men man bliver da lidt slidt når han synes han skal spise dagen lang ;)
Karen, nyd den bette - de vokser SÅ hurtigt!! det er jo slet ikke til at fatte...

Karen S said...

Forresten Elisabeth, jeg har en PIF ting til dig, men har mistet din adresse... er du sød at sende den til mig igen på lykkefanten (ad) hotmail (dot) com

På forhånd tak og endnu en gang, hvor er det dog en skøn dreng du der har!

Kh Karen S