Saturday, August 14, 2010

I nydningen

Jeg sidder lige her i nydningen, med strikketøj i hænderne, Anders ved siden af og masser af inspiration på computeren. Himlen er for længst blevet sortblå, men inden nåede jeg at fange et billede af det flotte aftenshow vi har udsigt til fra stuen... I må også godt ha' lov at nyde det, "der er nydning nok til"...

Kjekkasgenseren er til Valdemar, og hvor heldig har man lov at være?! Opskriften i lige præcis str. 2 år er gratis hos Pickles, så den røg meget hurtigt på listen over projekter. Jeg strikker den på pind 4,5mm i 100% uld fra Netto - en meget mørk petroleumsblå farve, som jeg tror bliver super flot til Valdemar.
Der er også lagt garn frem til et par varme sokker til ham, hold fast han gror! Sidste vinters støvler var i str. 21, de nye er i str. 24! Samtidig er han en lille spirrevip på 83cm og 11,3 kg, så han ligner jo nok sin mor en smule... 2 års fødselsdagen rykker nærmere, så jeg må til at få rubbet neglene og komme igang med gaverne!

Sunday, August 08, 2010

Nålefiltede bamser

For en del år siden nålefiltede jeg en lille bamse. En god ved satte den lille hvide bamse (ham til venstre på billedet) op øverst på en reol, og skrev en seddel for ham, hvor der stod: make me a bear woman, or I will jump! I mean it! Jeg lovede selvfølgelig at lave en lille kone til den stakkels ensomme bamse, men... ting kan jo tage lang tid (at tage sig sammen til ). Men nu lykkedes det endelig, og hr Bamse har fået en solbrændt lille kæreste at sidde og flette poter med hun mangler at få øjne og mund, men det kommer nok.. inden de selv får børn. Mon ikke?

(de er nålefiltede i ren uld - med en lille smule angorauld på maven, så de er ekstra bløde)

Monday, August 02, 2010

På vej...


For... lang tid siden købte jeg et sjal-kit til uldfestival i Saltum. Et kit jeg havde set lang tid inden, da jeg var oppe ved Aagaard og ikke helt kunne bestemme mig for hvad jeg skulle købe ;) Så det er vist ved at være på tide, at der sker noget i den sammenhæng! Jeg startede med at slå 431 masker op, og tænkte, at hvis det lykkedes, så kunne jeg nok også strikke sjalet. Og krydsede fingre for, at det ikke var for svært at lære mønsterrapporterne udenad. Jeg endte på det rigtige antal masker (øj hvor jeg hader at tælle masker!!), og indtil videre har mønsteret været helt utroligt nemt at lære udenad! Jeg er ved den sidste større mønsterdel, og glæder mig som en gal til at blive færdigt med sjalet. Det bliver rigtig flot, ser det ud til, og jeg er spændt på at se det i færdig udgave. Der er ikke billede med opskriften, og det eneste billede jeg har fundet af det på nettet, var på en sjal-KAL blog, som nu er væk.
Men I kan da se hvordan det ser ud indtil videre - det er svært at tage et ordentligt billede pga pindene, og fordi det jo ikke er spændt op endnu, men lidt kan man da se :)