Sunday, May 18, 2008

Ventekjole og Livstykketrøje



Indrømmet, det tog lang tid. Aaaalt for lang tid, for nu er det jo ikke så varmt længere! Men mon ikke varmen kommer tilbage? ;) Ventekjolen er syet efter et mønster fra Burda, og da først jeg havde fattet forklaringen, var den jo ganske nem!

Modellen er med korte raglan-ærmer og alt for meget løbegang efter min smag (det var bøvlet at få elastik og sikkerhedsnål igennem det hele), men passer rigtig godt.

Jeg har lagt kjolen ca 5 cm op forneden, så længden passede, men ellers er der vist ikke ændret noget. Og nu går turen videre til en ventenederdel eller to, fra Sew what - skirts! så må vi se om jeg kan finde ud af at flikke sådan et mønster sammen. Tror jeg laver en test-version først for en sikkerheds skyld...

Livstykketrøjen skrider hurtigt fremad - efter lidt bøvl ved ærmegabene (og super hurtig hjælp fra Bente Geil - tusind tak!!) er de to forstykker helt færdige nu, og rygstykket nærmer sig slutningen. Så mangler der kun 2 ærmer, og en smule montering... gæt om jeg glæder mig?!

Saturday, May 10, 2008

Latte baby sweater



Så blev den færdig, og det tog i virkeligheden ingen tid! Den lille dejlige stribede Latte Baby Sweater fra Liselotte... Den er strikket på pind 3mm i arwetta strømpegarn og noget superwash merino babygarn. Der er lidt flere striber i krop og ærmer end foreskrevet, fordi min strikkefasthed over pindene vist var noget skæv. Men slutresultatet er jeg absolut tilfreds med, og håber da også Blop vil synes om den ;)

Knappen er fra Garnlageret, hvor den lå i en skål og så så ensom ud - og pandaer skal man være sød ved! Så den kom med hjem, og pynter nu i halsåbningen:

På den igen

Livstykketrøjen altså. *suk* Den har ligget lææænge i strikkekurven, fordi "der var noget galt" og lige meget hvor mange gange jeg talte og kiggede og prøvede at regne det ud, så var der altså noget galt.
Endelig har jeg regnet ud hvad der er galt! Det hjælper som regel at læse opskriften, og ikke hvad man mener man har læst... så de der fine indtagninger til halsudskæringen skulle nok ikke være på hver pind - men måske hver 3. som der står ganske tydeligt *kæmpe klask af hånd mod panden* Det betyder at ca. 2000 masker skal pilles op igen, men så kan jeg jo lære det. Måske jeg husker at læse grundigere næste gang?

Grunden til den larmende stilhed herinde er specialet, som har deadline lige om et øjeblik. Det er til sidste gennemlæsning nu, og alle detaljer er ved at være på plads. Det bliver skønt at få det afleveret, for det har fyldt meget i hovedet i snart et år nu - det sidste halve rigtig meget! Men nu har jeg ikke mere at sige om de tidlige nonneklostre i Danmark, og så må det jo være godt.

Babytøj og blebukser kommer listende lige så stille - noget er sendt til mine forældre som har et lille fjernlager af hjemmestrikket i størrelse meget lille, og det glemte jeg at tage billeder af. Det der lige er kommet af pindene var så kært, at kameraet helt tabte pusten, og bad om nye batterier ;) Så det kommer der billede af senere i dag, når lampen på batteriopladeren lyser grønt.

Maven vokser og tøjet kryber sært nok... så i (meget) nær fremtid skulle der også gerne komme både ventenederdele og en ventekjole op. Jeg skal bare lige tage mod til mig først.

God pinse!