Saturday, February 28, 2009

Semi-Latte med fyld + bukser til hamsterungen

Så stor er ham den bette skid blevet - knap 6 måneder, og så kan han næsten sidde selv! I hvert fald i nogle sekunder ;) Længe nok til at jeg kunne få et næsten ikke rystet modelbillede af den nye varme striktrøje. Modellen beholdt den på indtil det blev puttetid, og virkede glad og tilpas (og ikke mindst dejlig varm på en ikke-fugtig måde), så den er vist hot hot hot!

Han gror som ukrudt, og bukserne nærmer sig med faretruende hast stadiet der vist kan kaldes "knickers". Det ser da også enormt kækt og smart ud på den der lidt Noa Noa agtige gammeldags måde... men kolde ben er ikke et hit. Så moderen kastede sig i en stofdynge - eller nærmere hen over gæstesengen, så hun kunne nå en stofdynge - og greb noget lækkert blødt fløjl og nogle seje elefanter. Et mønster fra Sy Blødt Børnetøj, strøm til symaskinen og så var der bukser til ham den lækre!
Jeg tror godt de kan bruges af en dreng (han er jo tæske mandig), de er i meget mørk blå/lilla fløjl og mørk lilla elefanter... fløjlet er så mørkt at jeg ikke helt kan finde ud af hvilken farve det rent faktisk er?!? Pyt, bukserne er skønne og jeg er sikker på at de vil blive brugt... når han er vokset i dem. For str 68 er ikke det samme når man selv syr, og når man køber. Så han skal vist tage lidt på før de passer helt... Men så kan man jo sy et par i en mindre størrelse af det resterende stof!
Der er bindebånd i taljen, så kan de bruges længere end hvis jeg syr en elastik i. Det bliver spændende at se, hvordan pasformen er i forhold til Meedoms buksemønstre, som poser lidt vel rigeligt på maven.
Et andet par bukser efter japansk mønster er også blevet færdige, der manglede kun et bindebånd i taljen. De har fået lov at ligge længe, for de er også i størrelse "for stor" endnu. Men når han bliver lidt større tror jeg de bliver gode. De er ret posede i modellen og må være dejlige at kravle rundt i. Desværre ingen billeder af dem, det må komme når han kan bruge dem.

Semi-latte

En Semi-Latte til Valde... Jeg havde 2 nøgler Lima 100% uld, og prøver at få brugt det garn jeg har uden at købe nyt. Så den blev top-down og med ensfarvede ærmer - så rakte garnet lige præcis. Jeg håber den passer den unge herre, og at han kan li' at have den på!

Tuesday, February 17, 2009

Nyt legetøj

Jeg beklager på forhånd... en billedløs post. Men søvnen rammer snart tungt i hovedet, så at lege med kamera og billeder lige nu, er vist ikke et hit. Jeg må bare fortælle, at jeg i går var en tur i Lemvig for at hente mit nye legetøj hos Marianne! En lækker Victoria sokkestrikkemaskine! En drøm som jeg var ret sikker på lå mange år ude i fremtiden, for sådan én er jo hundedyr! Men jeg var heldig, Marianne kan ikke strikke på den og solgte den videre :) Så min drøm gik i opfyldelse lang tid før jeg havde turdet håbe. Nu skal jeg "bare" ha' købt de par nåle den mangler og så lige lære at strikke på den ;) Men det kribler i fingrene for at komme igang, så det skal nok lykkes! Kunne jeg starte min "karriere" som strikker med 2,5mm strømpepinde, så kan jeg også lære det her! (Jaja, jeg stoler på mine egne evner lang tid efter jeg måske burde have indset, at det nok var smartest at opgive et projekt *grin* )

Men i mellemtiden skal man holde sig beskæftiget, så på rundpinden sidder en ny striktrøje til Valde, for han er ved at vokse ud af den blå-hvide Latte Baby Sweater. Denne gang bliver den til en top-down version, fordi jeg ikke er sikker på hvor langt garnet rækker... garnet er Lima i 2 grønne nuancer, en mørk og en lys. Det skal nok blive en lækker lille sag - jeg håber bare at jeg har ramt rigtigt med størrelsen... ellers bliver det en barselsgave, og så må jeg starte forfra med en ny og større til betteskid ;)

Symaskinen er desværre ikke med på ferie - men der ligger stof klar til små lækre chokoladebrune velourbukser til minihamsteren...

Wednesday, January 28, 2009

Tidligere projekter i brug

Sker der ikke så meget aktivt på den kreative front (eller er det ting som endnu ikke skal afsløres her), så må man jo ty til ældre projekter, som nu er kommet i brug :) Det er selvfølgelig Valde som er den flittige bruger af sin mors strik, og samtidig bloggens skønneste model!

Her ser vi ham i en lun striktrøje i Arwetta strømpegarn, strikket efter opskriften på Latte Baby Sweater. Valdes trøje blev blogget her.

Han er godt nok ved at være vokset ud af den - den er lidt kort i livet og ærmerne begynder også at være til den korte side - så jeg må nok snart igang med at strikke en der er lidt større til ham. For god, det er den altså! Pasformen er god til ham, og så er den god at ha' på når man skal sove middagslur i barnevognen :) Lun og ikke alt for varm. Mon ikke man nemt kan få regnet den om til næste størrelse? Det skal helt sikkert forsøges.
Men hvilke farver skal det så være? Og hvilket garn? Jeg har vist noget Lima liggende, det må jeg hellere se nærmere på! Den her er lidt løs i strikket, garnet var lige til den tynde side. Ikke at det gør noget, men den næste må gerne blive lidt mere tæt i det.

Når man skal i barnevognen må ørerne heller ikke blive kolde. Så kan man fx tage en hjemmestrikket alfehue i en angora blanding, som både er blød, varm og smart ;) Det færdige projekt blev blogget få dage før Valde meldte sin ankomst.

Jeg var da lige ved at glemme det! Der er jo faktisk et lille færdigt projekt jeg kan vise frem. Min kusine har fået den sødeste lille pige, og hun skal selvfølgelig forkæles ;) Det er naturligvis hende den lille uldne hjelm er til, men lune ører er ikke nok - tæerne skal også holdes varme. Så min kære reserve-bedste gav mig opskriften på de søde baby-futter med bindebånd (meget god detalje til små fod-nudister som fx yngste herre i huset her). De er strikket i chokoladebrunt strømpegarn med pink bindebånd i mohair.

Wednesday, January 21, 2009

Hæklet gravhund i brug

I skal da lige se, at den gravhund, jeg hæklede til Valdemar mens han stadig hed Blop og lå inde i maven og hyggede sig, er i brug og godkendt af den nye ejer!
I dag fandt han benene på den, så de er blevet gennemgnasket på aller grundigste vis *grin*

Livstykketrøjen


Jaja, det kan være tingene tager tid - men de bliver ind i mellem færdige alligevel ;)
Fakturaen siger den 10/10 2007, og datoen i dag er 21/1 2009. Men færdig blev den! Livstykketrøjen... Efter en laaaangsom start gik jeg undervejs kold på ærmegabene (ingen har nogensinde beskyldt mig for at være god til matematik, og lige dér gik det helt galt for mig), men Bente var hurtig med hjælp, da jeg endelig fik taget mig sammen til at finde ud af, præcis hvad det var jeg ikke kunne finde ud af, dengang den blev pakket væk i første omgang. Dernæst gik jeg kold på selve det at strikke, for graviditeten tog lidt mange kræfter. En aften til strik-in i Oue gjorde underværker for det første ærme (det hele var nemlig blevet pakket væk, da jeg stod overfor at skulle strikke hele 2 ærmer!) og nu er det endelig lykkedes mig at overvinde den frygtede montering *grin*
Det er ikke så meget det at sy ting sammen jeg ikke bryder mig om - det er nærmere frygten for at det viser sig, at alt arbejdet har været forgæves fordi det færdige resultat ikke passer alligevel.
På trods af afkortning af ærmerne, er de lidt lange - men jeg har altid kolde hænder, så det gør nu ikke så meget. Jeg havde slet ikke behøvet frygte montering + mulig afsløring af forkert størrelse, for den sidder bare godt!!

Opskrift: Livstykketrøje fra Geilsk
Garn: 100% uld fra Geilsk farve petrol - 208g til str small på trods af forkortelse af ærmer
Hot eller not? Den ser ud til at være særdeles hot! dejligt med en cardigan, det letter amningerne en hel del :)

Tuesday, January 13, 2009

Barselsgave

En lille gave til en yndig nyfødt pige i familien :)

Den ser lidt sjov ud i faconen, men det er lidt svært at ha' en the-dåse som model for den slags *grin*

Mønster: hjelm fra Elsebeth Gynther "Børnetøj du selv kan sy 0-4 år"
Stof: uld og kantebånd i bomuld

Saturday, December 06, 2008

Første julegave færdig



...og jeg tør godt vise den her på bloggen! Det er en køredragt fra Elsebeth Gynthers "Børnetøj du selv kan sy 0-4 år" til Valdemar. Den er syet i uldfilt jeg fandt hos Stofstedet.dk - jeg tror jeg vil sy et foer i flonel/bomuld for at gøre den blødere og lunere, men det bliver ikke lige nu. Først skal Livstykketrøjen strikkes helt færdig, der mangler kun ½ ærme nu! Ja det har jo slet ikke taget tid *host* Og så var der et par sokker til manden, som kun er 14 måneder forsinket nu...

Wednesday, November 19, 2008

Baby i rib - nu med fyld

Jaja, har man ikke noget nyt færdigt, kan man da vise noget "gammelt" med fyld i ;)

Det er Baby i rib fra Designclub.dk strikket i alpaka fra Sandnes, str 0-3 mdr. Det lader til at den er et hit - den lille herre har haft den på det meste af dagen og har været dejlig varm. Eneste minus er at garnet fnugger så meget - han er helt blågrøn på halsen af fnuller *ups* Det bliver godt når han vokser op i den i str 3-6 mdr eller hvad den nu hed, som er strikket i originalgarnet.

Friday, November 14, 2008

Så bor man skønt

Når morgenstunden kan se sådan ud, så ved man at man bor et dejligt sted.

Monday, November 10, 2008

PIF

Jeg (eller rettere Bettemand) har modtaget en PIF gave (Pay It Forward) i postkassenfra Karen :) Det er den søde bold med en rangle i, som Bettemand ligger med på billedet. TUSIND TAK Karen! Jeg er sikker på at den vil bringe mange smil hos ham, især når han lige lurer det med at gribe fat i ting (sekunder efter jeg tog billedet "kastede" han med den med begge hænder).


Friday, October 31, 2008

8 uger


Så længe siden er det, at vi befandt os i Viborg, og uden rigtig at kunne forstå det betragtede den lille dreng som pludselig var vores. Nu er han stor (59cm lang og 4850g!) og kigger nysgerrigt på alt omkring sig, og snakker lystigt med lamperne og den fine hvide kasse med rødt kors på (førstehjælpskassen som er meeeget spændende!) og siger ting som waahhh guuhh så vores hjerter smelter, for det er som regel efterfulgt af det skønneste smil.

Han kan løfte hovedet højt, men det resulterer også i uheld når han ikke helt kan styre det, og så skal man trøstes.
Behøver jeg skrive, at vi stadig er lige forelskede i ham, hvis ikke mere - og at vi stadig ikke helt kan fatte at han virkelig er vores bette dreng :)

Tuesday, October 14, 2008

Lækker uld-baby

Det er hvad jeg har ;) Her er beviset:


Bettemand har fået den blødeste barselsgave fra Helle, og Helle, du behøver ikke være bekymret! Den passer perfekt :) Lige nu ligger han godt og lunt i uldtøj i sin lift og sover sødt. Tusind tak Helle - må vi byde på en titel af "tante Helle"? ;)

Thursday, September 11, 2008

Tak :)

Tusind tak for alle de søde hilsner!!

Nu er Bettemand en uge gammel, så I får lige et billede... noget "hjemmelavet" skal man jo poste, når der ikke er tid til strikkeriet *hihi*

Bettemand nyder lidt massage og sit tæppe.

Wednesday, September 10, 2008

Bettemand

Torsdag den 4/9 kl 11:06 dukkede ham her op i vores liv. Altså, han havde jo været længe undervejs, men nu fik vi endelig lov til at møde ham :) Han går indtil videre under navnet Bettemand, til det rigtige navn er fundet. Da han ankom var han 52 cm lang (laaange ben som han er lige så god til at sparke med nu, som da han lå i maven!) og vejede 3040g. Så lidt tynd i det, men helt igennem vidunderlig dejlig!

På billedet er han 50 minutter gammel og ligger og får varmen på hospitalet.

Monday, September 01, 2008

Pusletaske og alfehue

Nu er vi næsten helt klar til Blops ankomst - nu blev jeg i hvert fald færdig med pusletasken! Den er syet som en god rummelig almindelig taske, så der er plads til bleer og skiftetøj og alt det andet som skal med :) Pusleunderlaget er der en lomme til, og der er syet mindre lommer til smågrejerne.

Stoffet er fra Sverige, og foer-stoffet er resterne efter mine slynge-projekter: et stykke lagenstof fra Ikea i mørk petroleumsblå.

Mønsteret er hjemmelavet og der er fusket lidt undervejs så slutresultatet blev som jeg ville, og jeg tror jeg bliver rigtig glad for den! Der kommer helt sikkert små-tilføjelser til den undervejs (fx. hvis Blop elsker sin sut lige så højt som moderen gjorde - så kommer der nok en sutte-strop med plads til omkring 5 sutter ;) ).

Næste færdige projekt er en lille alfehue i størrelse 3-6 mdr, strikket i noget lækkert blødt garn, som jeg slet ikke kan huske hvad er for noget?! Det var på tilbud i Garnlageret (nogle restenøgler), og banderolen på det eneste hvide nøgle var væk... men det var vist nok en blanding af uld og lidt angora? Blødt og lækkert er det helt sikkert, og der er ikke engang gået et halvt nøgle! Opskriften kan jeg heller ikke huske hvor jeg fandt, men det var helt sikkert på nettet ;) Det er jo så omtrent som at lede efter en nål i en høstak...
Der er strikket fra toppen og ned, på 4mm strømpepinde, så det er et hurtigt lille projekt. Nu håber jeg bare den passer, når det bliver koldt!

På pindene er en hjemmekomponeret retstrikket baby-cardigan i Arwetta strømpegarn, strikket fra ærme til ærme - nu må vi se hvordan den bliver, men indtil videre ser det da meget fornuftigt ud. Den bliver let og lun, så meget passende til et lille efterårsbarn.

Livstykketrøjen har slet ikke forøget sit omfang siden strik in - pinligt! Men der er så meget andet som trækker mere lige for tiden, og mon ikke der kommer gang i den nu det bliver lidt køligere og jeg får brug for den (og den rent faktisk vil passe rundt om maven)?

...og ja, Blop er måske bare endnu et af sin mors laaangsomme projekter? ting tager tid, og her tager Blop åbenbart lige så lang tid som mine strikkeprojekter *fnis* Nej, det er jo kun en uge over tid - men var lige ved ikke at komme fra parkeringspladsen i dag, for jeg kunne ikke komme ind i bilen, pga. en bil der var parkeret lidt tæt på min egen... så døren kunne ikke åbnes nok til at jeg kunne kravle ind bag rattet! Heldigvis var den ældre herre som havde parkeret der kun lige på vej væk, så jeg nåede at fange ham og han flyttede gerne sin bil "for den næste generation" :)

Sunday, August 17, 2008

Gravhunden Tessa


Et gammelt 70'er strikke-hækle-sy-hæfte havde en opskrift på en uro med diverse dyr, og jeg MÅTTE bare hækle gravhunden (eller grævlingehunden som den hedder i opskriften). Den er vist blevet noget større end opskriften siger, men den er også ment som en bamse til Blop, så det var helt efter hensigten. Der er improviseret en smule når jeg ikke helt forstod opskriften, men jeg synes rigtig godt om resultatet, så det er vel i orden? ;)
Som det kan ses på billedet, er det en meget selvbevidst gravhund, sådan som den slags skal være, og præcis som mine svigerforældres Tessa var.
Garnet er Lyric 100% bomuld hæklet med hæklenål 3mm.

Friday, July 18, 2008

Ranglehøne til Peter


En lille ranglehøne til Peter - en charmetrold på 9 måneder.

Wednesday, July 09, 2008

Verdens dejligste...

mand! Det er lige hvad jeg har :) Da jeg havde hentet ham ved toget i går, stod der en buket blomster til mig ved hoveddøren. Han spillede helt uskyldig og jeg var et stort spørgsmålstegn... men de var selvfølgelig fra ham, og bare sådan fordi... Så er man da bare for heldig, når man har fanget sådan en dejlig mand!


Thursday, July 03, 2008

Gæt hvem der glæder sig...

Der er lidt tid endnu, og de skal overleve varmen på terassen... men husker jeg at vande dem, så.... uhmm jeg glæder mig!!