Friday, November 11, 2011

Snart kommer advent

Og med advent kommer julehygge!
Jeg fandt det her tip på en norsk blog, om hvordan man selv kan dekorere lys, bare med servietter, lige bagepapir og et strygejern. Super nemt! Så nu har jeg lavet et sæt adventslys... jeg tog en hvid serviet, mit stempelsæt - lavede aftryk med 1 + 2 + 3 + 4, klippede dem ud og strøg dem på fire hvide lys.


Fint, ikke? Ok, det kunne være mere jævnt gætter jeg på, men jeg glemte at fjerne det bagerste lag papir... men synes det blev helt ok af et første forsøg at være :)

Snart kommende advent betyder også at det er blevet koldt udenfor... vi har gang i brændeovnen næsten hver dag, og nyder at der er varme i stuen. De store vinduer hjælper ikke ligefrem på temperaturen derinde, og især ikke den lettere utætte havedør. Så Nu fik jeg endelig taget mig sammen til at sy gardiner! Fandt en rigtig pæn gardinstang i Ikea til ingen penge, stoffet købte jeg i Ikea sidste efterår på tilbud til 15,- pr meter, så alt i alt har projektet kun kostet 111,- Det er da lige til at klare :) Og Valdemar er meget glad for gardinerne, for man kan gemme sig bag dem...


Og sidst men ikke mindst - så skal jeg vist snart i gang med at sy noget ventetøj til mig selv... en scanning viste nemlig, at alt står godt til inde i maven, og den her lille Plut lå derinde og vinkede til os (og lod os kigge derind rigtig rigtig længe, for ikke om man havde lyst til at vise nakkefolden, så den kunne blive målt!) 



Monday, October 31, 2011

Huskeseddel

...og så lige et jule-bage-billede fra sidste år :)
Hvert år i oktober, når vi kommer forbi min fødselsdag, så bliver jeg hårdt ramt. MEGET hårdt ramt... af en trang til julehygge! 


Men der er nedlagt veto mod for meget juleri før første søndag i advent, så nu må jeg jo bare lave en liste, så jeg kan være helt klar til juleri, når vi kommer så langt ;) 


Honningkager (første skridt ordnet - honning og mel rørt sammen og ligger godt i køleskabet)
Brunkager 
Vanillekranse
Pebernødder (åh nej... skal det så være "min" skole-opskrift, eller den Valde fik fra dagplejen sidste år, som han var helt vild med? eller begge??)
Dadler med marcipan
Havregrynskugler


...uhhh der må helt sikkert være noget jeg har glemt - men det kan jo så komme på senere. 

Tuesday, October 18, 2011

Langsomt...

Ja, ekstremt langsomt går det her, synes jeg :) Håber på snart at få lavet et eller andet kreativt, men overskuddet er ikke det største i øjeblikket. Men juletiden nærmer sig, så mon ikke man kan komme igang snart?! 


Nu lykkedes det i hvert fald, at få flyttet bloggen til min nye gmail-adresse, så jeg ikke skal logge ind og ud hele tiden, for at kommentere og poste osv. Så bliver det da lidt lettere ;) 

Tuesday, August 02, 2011

Ja ja, så fik man arbejde...

...og dermed stort set ingen tid til bloggen ;) 
Og nu hvor jeg så har noget at poste, er det måske ikke de allermest spændende billeder. Jeg har nemlig syet to par sorte bukser til Valde ;) De er dog forskellige... det ene par er efter mønsteret Smal buks fra bogen Sy sejt børnetøj. Jeg har syet den model siden han var ca str 74 - og de her er så syet i str 3 år! Stadig et rigtig godt mønster. Jeg har tilføjet en elastik ved fødderne, så han kan passe dem hurtigere - han er jo ikke vildt lang i benene. 



En smule kedelige, men modellen passer, de er skønne og når nu han begynder i (skov)børnehave om lidt (på mandag!!! hvor blev tiden af???) så får han jo nok brug for en del skiftebukser... og så er det nu alligevel billigere at sy dem selv, når det er den her størrelse vi snakker om. 

I dag er jeg så blevet færdig med andet par sorte bukser - denne gang efter mønster fra Ottobre kids 4/2007 (mønster nr 12). Stadig sort babyfløjl, og nu med gule detaljer af lagenlærred. Synes selv de er rigtig fede med indsnit og lommer og fine detaljer! De tog nok 5 gange så lang tid som de første at sy (hvis ikke mere), men er også så meget federe... håber de passer og ikke er alt for lange! Syet i str 98, så der er lidt at vokse i også. Han er jo begyndt at spise kød her i ferien, det er helt vildt... så mon ikke han snart vokser lidt igen?


Og ja, det er selvfølgelig møgbesværligt at fotografere sorte bukser, det er jo ikke til at se noget som helst af fine detaljer og hvad har vi ellers... Men trust me, de er ret lækre! ;) 

Monday, April 25, 2011

Aagaard sjalet

I 2005 var vi på ferie på Mors, og var bl.a. omkring Aagaard tekstil og håndværk. Jeg så et skønt sjal der, og uvist af hvilken årsag, så fik jeg ikke købt kittet med garn og opskrift. Men sjalet blev ved med at lure i baghovedet på mig, og da vi var til Uldfestival i Saltum i... 2009? måske? kan jo slet ikke huske det længere! Så fandt jeg Aagaard tekstil og håndværk, og de havde masser af pakker med garn og opskrift til Aagaard sjalet! Denne gang dummede jeg mig ikke, men skyndte mig at købe det ;)
Ravelry siger, at jeg begyndte på sjalet i januar 2010, og jeg har vist ikke fået blogget noget om det andet end en gang sidste sommer, hvor jeg var godt halvvejs, så jeg må nok bare stole på at jeg har husket rigtigt da jeg noterede det på ravelry. Den 20. april 2011 blev jeg så helt færdig med det (elsker når pindene bliver kortere og kortere for hver gang, så er det til at tage sig sammen til at blive færdig) - og nu har jeg også husket at blogge om det! Sikke det går ;)

Nå... I vil også gerne se sjalet?? ;) Her kommer det...




PS. jeg har da selvfølgelig også garn til et mere... i en lækker mosgrøn farve... men det bliver ikke lige nu, at jeg går igang med det ;)

Sommerbukser :)

Valdemar trænger til nogle tynde luftige bukser nu det er så varmt - så jeg syr lidt hist og pist ;) 2 par er det blevet til indtil videre:


Smal buks fra bogen Sy sejt børnetøj, str 3 år. De er lidt lange endnu, så jeg overvejer en elastik forneden i buksebenene... men ellers sidder de godt, ligesom de to foregående gange jeg har syet samme model til ham, bare i str 1 og 2 år ;)


Og så et par pirat-posebukser fra Meedom bogen, jeg har brugt form 2 af grundmønsteret, så de er godt posede.

Wednesday, April 20, 2011

En ny solhat til Valdemar

En solhat må der til, når vejret bliver så godt som det er for tiden ;) Mønsteret er fra Elsebeth Gynthers bog med børnetøj, og stoffet er fra Stof og Stil.
...og Valdemar har endelig fundet ud af, at pandekager ("pengekager/pandekager") smager godt! Så nu bestiller han pandekager hver gang vi putter ham til middagslur... han plejede ellers at sige, at vi skulle ha' kaffe og kage når han stod op, men nu har pandekagerne vundet. I går faldt han så aldrig i søvn til middagsluren (vi kom lidt for sent hjem fra frokost hos bedste, og selvom han var monstertræt så kunne han bare ikke sove. Så han lå i barnevognen og skrålede PANDEKAGER.... PAAANDEKAAAAGEEEEERRRRRR! Men udsigten til at onkel Thomas kom forbi gjorde heldigvis at han glemte det igen ;)

Wednesday, April 13, 2011

Natbukser på speed og klunset stol

Muligvis den særeste overskrift længe? Men det er ikke helt galt ;)
Når man 2 minutter i puttetid opdager at Valde mangler nattøj, og alle bukserne i skuffen er i kategorien "ikke behagelige at sove i", så må man jo gøre noget... hurtigt... og det hjælper ikke at sætte sig ud til tørrestativet og puste på det rene men temmelig våde nattøj. Man griber et natbuksemønster fra Ottobre (heldigvis var det tegnet op OG klippet ud!), et stykke jersey i bunken, klipper lidt elastik og sætter fuld fart på overlockeren. Bytter om til den almindelige symaskine og 20 minutter efter panikanfaldet indtraf, fik Valdemar disse bukser på:

Nok næppe de kønneste natbukser verden har set, men de er bløde, lune og lange nok i benene (faktisk lidt for lange.... nogen der ved hvad man skal give sit barn at spise, for at få lige netop benene til at gro?!)

På genbrugspladsen kan man være så heldig at finde en gammel pindestol. Pindestole har brug for hynder, ellers er de for hårde at sidde på. Vi har firkantede hynder - og stolen er buet. Nå. Så må man jo kaste sig over stof, fiber-halløj og det ondskabsfulde kantbånd, som sjældent opfører sig ordentligt (så hvis du kommer til at sidde på denne stol, LAD VÆRE med at kigge på kantbåndet, ok?! Ellers må du ikke sidde der... jeg siger det bare!)

Men hvad, stolen ser både hyggelig ud nu, og er god at sidde på ;)

Sunday, April 03, 2011

Det lykkedes alligevel

Sofaen havde spist den lille brune Cuba-hue, men den er reddet fra den sultne sofa, og er kommet afsted til indsamlingen :) Pyha!

Thursday, March 24, 2011

Sokker og magneter

Det lyder nok umiddelbart lidt sært, men efter en del år, har jeg taget mig sammen, og fået strikket et par særdeles solide raggsokker færdige. De er til mig selv, strikket i Hifa raggegarn, købt i Garnlageret i århus for en hel del år siden. Garnet er tykt, hårdt og føles som om det aldrig nogensinde kan slides op! Jeg har høje forventninger til mit nye "gummistøvle-foer" haha!
Størrelsen er ca 34-35, de er strikket på 4mm pinde, og huden er næsten slidt af mine fingre ;)
der er vist brugt under 100 gram garn, de er ikke så høje i skaftet (jeg kan ikke forestille mig at de er behagelige at få længere op på benet end højst nødvendigt!)

Nå, magneterne er ikke 100% mit eget værk, Valdemar har været den store kunstner og jeg har bare som ydmyg slave ordnet de senere kedelige detaljer...
Jeg købte en pakke krympeplast i Panduro, stak Valdemar et ark og 2 bivoksfarvekridt. Han tegnede vældigt og snakkede om "ører på" - ikke at jeg forstod hvad han tegnede mere end ører. Vi skrev hans navn, klippede arket i 6 firkanter (og Valdemar var væk for længst!). Da han sov puttede jeg dem i ovnen og vupti så lavede de en særegen dans der på bagepapiret, indtil de lagde sig til at sove lige så stille i varmen. Ud igen og en tung kogebog på toppen. Magneter og en klat lim - så er der fødselsdagsgave fra Valdemar til onkel ;)
Hurtigt, nemt og rigtig sjovt!

Sunday, March 20, 2011

Sprog-spekulationer

Gad vide, om man med 2 års gymnasiefransk - som er pakket meget meget langt væk i hukommelsen - og så lidt hjælp fra google, kan finde ud af at strikke efter franske opskrifter? Er det helt umuligt eller skal jeg fortsætte med at drømme om alle de fine ting, som jeg ikke engang forstår navnene på? ;)

Monday, March 14, 2011

Cuba-hue i forårsfarver


Samme størrelse som sidst - denne gang i lysegrøn og hvid bomuld. Den brune har gemt sig grundigt, håber jeg når at finde den, inden de skal sendes!

Sunday, March 06, 2011

Kjole fra Ottobre


Mønster: Ottobre 5/2008 model nr 1
Stof: Uld fra Stofstedet
Kan jeg li' den? JA!!

Saturday, February 19, 2011

Grydelapper - eller "hvorfor er det så svært at tage sig sammen?"

Ja, hvorfor er det lige, at det er SÅ svært at tage sig sammen til at får gjort noget ved de der projekter, som ligger i strikkekurven og "marinerer" i ganske lang tid? I dette tilfælde så mange år, at jeg ikke helt kan holde styr på det længere. 


Det er et par grydelapper, hæklet i ren uld (Fritidsgarn tror jeg nok?). På den ene sider er der syet et stykke bomuldsstof på, og for at det skal sidde ordentligt og ikke bule over det hele, så har jeg broderet i fri hånd lidt hist og pist og ud over det hele. 

Nærbillede af et broderet hjerte... 

Den første grydelap blev færdig mens vi stadig boede i Århus, længe inden Valdemar kom til. Anden grydelap blev hæklet, og.... så gik jeg ligesom i stå i projektet. Fuldstændig. Kunne ikke helt overskue at få syet stof på og brodere i hånden - den slags tager jo laaaaaaaaang tid! 
Nu er Valde 2½ år lige om lidt, og jeg faldt over grydelapperne i håndarbejdskurven. Tænkte at jeg da lige kunne sy stoffet på i det mindste, det der langsomme håndbroderi kunne jeg jo så lave en anden dag. Men inden jeg fik set mig om, så havde jeg både syet stof på OG broderet over det hele, fæstet trådene og.... der var kun gået et par timer. ET PAR TIMER???? hvorfor i alverden skulle det så tage så mange år (!!!) at tage sig sammen til at blive færdig med sådan et lille hyggeligt projekt?

Tja, lektien er vel, at man bare skal gå igang med det der er "på listen", for når først man er begyndt, så går det nok meget hurtigere end man går og frygter ;) 

Sunday, February 13, 2011

Matchende nattøj til Valde og dukken

Valdemar og hans søde dukke har fået nyt nattøj - begge i grønt jersey med ribkanter eller ribrouleau. Valdemars er efter mønster fra Meedom & Meedom - heldragt form 1, str. 92. Det er vist lige i sidste øjeblik at jeg fik syet den heldragt, som jeg har tænkt, at jeg ville sy, lige fra da jeg fik bogen til jul 2007... ;) Heldigvis er der god plads til at vokse i endnu!


Dukkens natdragt er fra en dukketøjsbog, som jeg selvfølgelig ikke lige kan huske hvad hedder... og han har fået lynlås i stedet for trykknapper, det er vist nemmere for små Valde-fingre at styre ;)

Monday, February 07, 2011

En lillebitte hue...

Størrelse nr 3, huen der er strikket "opad" fra linket i går... strikket i ren bomuld på pind 3mm. Tog vel et par timer :) Gad vide hvilken far næste skal ha'? Og skal den ha' striber?

Sunday, February 06, 2011

1000 huer til Cuba

Klik på linket, grib strikkepindene og strik små huer til præmature børn i Cuba!



Jeg er allerede i gang med første lille bomuldshue ;)  

Wednesday, February 02, 2011

"Farl grau" = farlig drage

Det er hvad Valde skal være til fastelavn ;)
Drage-dragt efter mønster fra Stof og Stil (det gør jeg aldrig igen!), syet i polarfleece... han bliver den skønneste lille vamsede farlige drage!!
Dragten er i str 3 år, så jeg håber han kan få lidt glæde ud af den ud over til fastelavn. Ellers er det godt nok meget arbejde for en enkelt fastelavnsfest ;)

Friday, January 28, 2011

Nu med billeder ;)

Kablet blev fundet! Det var "Mors lille hjælper" aka. Valdemar, der havde fundet det, og åbenbart tænkt "det ved jeg da godt hvor hører til, jeg sætter det lige på plads..." og havde så sat det i usb-stikket i fars computer! Dygtig dreng!
Nå , men så er der jo også mulighed for at vise lidt af hvad jeg går og nørkler med... det andet kamera kabel er også vendt hjem, men nu får I lige mobil-billederne, for i går var det mobilen jeg havde med mig.

En lille forsmag på kjolen jeg syr til mig selv:
Trådene skal selvfølgelig hæftes på bagsiden, men så langt er jeg ikke kommet endnu.

Der kom nemlig et andet projekt imellem: posebukser til svigermor! De er så temmelig nemme at sy - især når man har modtageren i nærheden, så man kan få målt om det man gør nu også er helt rigtigt. Bukserne blev færdige i går... og svigermor er glad! Pyha, det var godt :)
De er syet efter "Bindebuks" mønsteret fra Stof og Stil, det ene par er i stræk satin, det andet i noget meget tyndt og lækkert bomuld. Jeg har tilføjet en løbegang med elastik ved anklerne, ifølge mønsteret skal der ikke elastik i der, men hun ville gerne ha' noget til at holde myggene ude med ;) Synes også det klæder bukserne med den poseeffekt!

Stræk satin

Tynd bomuld

Tuesday, January 18, 2011

Gad vide hvor....

...det lille kabel til at overføre billeder fra mobilen er blevet af? Det lå lige her på sofabordet i går... mon det er den store eller lille pilfinger som har flyttet på det, så jeg ikke kan finde det? Den store er på arbejde, og kan derfor ikke spørges - den lille er i dagpleje og hvis jeg spurgte ham, ville han nok bare slå ud med hænderne og sige "væt?" ;)

Jeg syr på en "Enkel och elegant pintuck-klänning" fra Ottobre. Nu kan jeg selvfølgelig ikke huske hvilket nummer, men ... det kan man da heldigvis finde på deres hjemmeside! Det er nr. 5 fra 2008, model 1.
Jeg syr den i noget tyndt lækkert mørk skovgrønt med lidt blåt agtigt i bunden... uldstof... hmm svær farve at bestemme, men helt sikkert virkelig skøn! Jeg er godt nok ved at få pip af at skifte mellem symaskinen og overlockeren, for ved hert skift skal jeg ha' stikket ud af den ene, sætte den væk, sætte den anden frem og stikket i.... sy et lille stykke og så én gang til i karrusellen ;) Men hellere det end at skulle undvære en af dem! Overlockeren gør det simpelthen til en fryd at sy tøj, og detaljerne bliver så fine med den gode gamle Husqvarna, hende kan jeg slet ikke undvære.

Sunday, January 16, 2011

Lidt nyt :)

Lidt sker der da på hobby-fronten, selvom det går langsomt... Valdemar har fået en dukke i julegave af mormor og morfar, og den skal ha' mere tøj. Dét vil jeg gerne sørge for! (især nu hvor min symaskine kan køre igen *grin*). Og Valdemar skal ha' lune fingre når han sover middagslur - det kan jeg også ordne (hvis ellers han vil beholde vanterne på...

Billederne er taget med mobilen, for digitalkameraets kabel holder forlænget juleferie hos mormor og morfar ;)

1. Luffer til middagsluren - til Valdemar, strikket i to tråde tynd uld fra restlageret, pind 4,5mm. Foer af lækkert blødt jersey :)
Bindebåndet går kun igennem den strikkede vante, ikke foret, så der er ikke noget der generer de små bløde arme.
2. Små støvler til Valdemars dukke, han fik i julegave af mormor og morfar ;) Støvlerne ser lidt spøjse ud, men sidder ret godt fast på dukkefoden, selv uden snørebånd i... de lyse "ringe" er huller til snørebåndene :)

3. Her er dukken så - han har ikke fået noget navn endnu, men det finder Valdemar nok ud af en dag. Med det vejr vi har for tiden, er det vist ikke helt dumt at ha' en god regnfrakke, så det har dukken da også! Knapperne kommer engang jeg kan overskue det... mig og så trykknapper... 

4. Og til sidst et par Elsebeth Gynther sutsko til Valdemar, som han på ingen måde gider bruge. Jeg synes nu de er rigtig lækre, så hvis bare de liiige var en 10 størrelser større, så havde jeg snuppet dem!